Du har måske hørt om det før. Måske kender du det blot af navn. Måske har du aldrig stødt på en i virkeligheden.

Tilstandsrapporten.

Noget, der lyder så voksent, og alligevel blot er en ganske simpel rapport, som de fleste af os før eller siden får brug for i livet.

Men hvad er en tilstandsrapport? Herunder går vi i dybden med dét spørgsmål – så får du helt styr på det. Og vil du gerne vide mere om denne type rapport, så hop herind og læs alt om tilstandsrapporten.

Tilstandsrapporten fortæller om dit hus’ tilstand

Kort sagt er tilstandsrapporten en rapport, der fortæller om hvor god stand dit hus er i.

Tilstandsrapporten er en rapport, du bestiller. Når du bestiller en tilstandsrapport, så kommer en af myndighederne beskikket byggesagkyndig ud til dig, og inspicerer dit hus. Det er den selv samme byggesagkyndige, som efterfølgende går tilbage til sit kontor, og udarbejder tilstandsrapporten.

Konkret leder den byggesagkyndige efter fejl, mangler og skader i dit hus. Derfor giver tilstandsrapporten også karakterer for forskellige elementer i dit hus. Det kan fx være murværkets tilstand, eller om alle vinduerne nu også er lige gode til at isolere.

Af de forskellige karakterer, du finder i tilstandsrapporten, kan vi bl.a. nævne K-karaktererne. Du kan få alt fra K0 (kosmetiske skader) til K3 (kritiske skader) i karakter – og K3’erne vil du typisk gerne have udbedret hurtigst muligt.

Derfor skal du bruge en tilstandsrapport

Måske tænker du, at en tilstandsrapport kan være god til dig som husejer, der blot gerne vil have et overblik over de forskellige elementer i huset, der trænger til en udbedring.

Og sådan kan man selvfølgelig også godt bruge en tilstandsrapport.

Men en tilstandsrapport er ikke just en billig sag – og for dig vil det nok være en relativt dyr måde at skaffe sig et overblik over eget hus på. Det kan du nemlig også selv lave.

Årsagen til, at folk får udarbejdet tilstandsrapporter på huse er, at en tilstandsrapport er til at stole på for en købers vedkommende. Når du en dag vil sælge dit hus, så er køberen naturligvis interesseret i at vide hvilke fejl og mangler huset har. Og her kan du som ejer altså godt være lidt inhabil, hvis det blot var dig, der skulle komponere en liste over fejl og mangler.

Jo flere fejl og mangler huset har, desto lavere pris kan du jo få for den.

En tilstandsrapport er købers garanti for, at huset ikke fejler mere end du fortæller om. Desuden kan en tilstandsrapport også være garanti for dig som sælger. Du kan nemlig, med en tilstandsrapport i hånden, få tegnet en ejerskifteforsikring. Det kan være rigtig godt at have, når du vil sælge din bolig.