Jeg går tit i sort.

Jeg går tit i sort.

Og det siger jeg ikke fordi jeg synes det er en sjov erkendelse, heller ikke fordi jeg ikke kan lide farver, jeg elsker farver jeg foretrækker faktisk farver. Helst nogen med stroboskoplys og champagne med guld i. Mine venner synes jeg er en rigtig party Queen. Jeg gør tit skøre ting under indflydelse af alkohol, det er bare ikke så tit jeg rent faktisk kan huske, hvad det er jeg gør, så jeg får ligesom ikke selv det helt store ud af mig, hvis du forstår hvad jeg mener. Jeg skal tit have gentaget hvorfor det var jeg er så fantastisk at feste med. Til tider synes jeg ikke helt selv at jeg kan lide den de andre fester med, det sker tit at jeg har inviteret til lummer dans, med et par slipsedrenge eller rendt rundt på baren og smidt tøjet, mens den lokal udsmider har prøvet at få fat i mig.

Mine venner elsker når jeg plasker rundt, baldrende beruset i storkespringvandet, men jeg er ikke længere så sikker på, at jeg kan lide den side af mig selv, specielt når den er genfortalt, jeg husker nemlig ingen ting.

En dag var det ligesom nok! Jeg havde fået genfortalt en aften, jeg igen intet har fået ud af. Pigen de fortalte om var virkelig grænseoverskridende, mine venner var ved at omkomme af grin, men jeg synes hun virkede latterlig, og jeg fik faktisk helt ondt af hende pigen, de fortalte om. Hvorfor hjalp hendes venner hende ikke med at styre sit alkoholforbrug? Så hun ikke rendte rundt og blev til grin hele tiden? Hvorfor var der ingen af hendes venner, der var tætte nok med hende til at fortælle hende, at hun skulle skrue lidt ned for sig selv? Jeg ville have bedt hende styrer sig, fordi jeg kunne lide hende, men det gjorde de her venner ikke. De var ligeglade, de så bare på, imens hun forsvandt ind i alkoholtågen, de nærmest heppede på hende, så festen kunne gå i gang.

I begyndelsen prøvede jeg at undgå at gå i byen med de her venner, men på et tidspunkt gik det op for mig, at det ikke kun var vennerne den var gal med, det var også mig

Mental assistance.

Jeg besluttede helt forsigtigt at kontakte nogen med bedre viden om alkohol og hvad den gjorde med mig, end jeg selv havde. Jeg ringede til en firma der hedder Dyscon, de har en akut telefon eller hvad sådan noget hedder, den kan man ringe til hele døgnet.
Jeg fik en snak med en der selv havde været turen igennem, én som vidste på egen krop, hvad det ville sige at vågne op på et toilet, i en ukendt by, med en underlig smag i munden og en forkert følelse i kroppen.  Jeg blev tilbudt hjælp, han sagde, at det var vigtigt at få styr på mit drikkeri, så jeg igen kunne føle mig selv.

Jeg er ikke færdig med at lære hvordan man nyder livet, uden at drikke sig helt sønder og sammen, men sammen med min terapeut så er jeg på vej. Jeg føler jeg har fået en ny ven i ham, jeg kan være ærlig omkring hvad jeg føler, fordi jeg ved det ikke kommer længere end inden for kontorets vægge, der er aldrig fordømmende blikke eller et belærende toneleje.

Vi samtaler ha ha ja! og det er vidst lige det jeg har brug for, jeg føler mig bedre tilpas, jeg har droppet en del af de venner der ikke opførte sig som venner, og fået nogen nye, vi passer på hinanden, det er sådan det burde havde været fra begyndelsen af. Aldrig mere back to black.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.